Generationsskifte i Edlund A/S pr. 1.9.2011

15. juni 2011

Efter at have skabt en af Danmarks førende software-virksomheder sammen med Thomas Edlund Jøhnk, træder Erling Edlund Andersen tilbage som administrerende direktør for Edlund A/S. Tiden er inde til et generationsskifte, og grundlæggerens efterfølger bliver selskabets projektdirektør, Line Find. Hun overtager stillingen den 1. september 2011.

Line Find er uddannet aktuar fra Københavns Universitet, og kom til Edlund A/S i 1996. I de sidste seks år har hun udfyldt rollen som projektdirektør. Nu bliver hendes opgave at videreføre virksomheden og udvikle en strategi for fortsat vækst. 

“Jeg glæder mig til, sammen med alle de kompetente medarbejdere i Edlund A/S, at geare virksomheden til at være en større virksomhed med alt, hvad det indebærer. Når jeg tænker på det virksomheden har opnået indtil nu, bliver jeg både stolt og ydmyg over, at Erling vil betro mig denne opgave,” siger Edlunds kommende administrerende direktør, Line Find.

Erling Edlund Andersen fortsætter ”Jeg tror altid det er vanskeligt at give ansvaret fra sig, når man har bygget en virksomhed op fra bunden. Men jeg er helt tryg ved at overlade den daglige ledelse til Line. Hendes hjerte banker, ligesom vores, for vores kunder, medarbejdere og produkter.”

Generationsskiftet giver anledning til ændringer i ledelsen. Erling Edlund Andersen indtræder som formand for selskabets bestyrelse. Den post har hidtil været varetaget af Thomas Edlund Jøhnk, der fortsætter i stillingen som teknisk direktør. André Pasbjerg og Tue Albertsen bliver udnævnt til projektdirektører for hhv. Forsikring og Liv og Pension. Mads Lauridsen bliver ny salgsdirektør.